Knoglernes opbygning
Knoglevævet fungerer som lager for calcium og indeholder faktisk 99% af kroppens calcium. Calcium findes også i blodet. Calcium-mængden i blodet har betydning for en lang række celler, herunder muskelceller.
Knoglernes opbygning
Vores skelet er opbygget af knogler, som har mange vigtige funktioner, bl.a. depot for kroppens kalk (calcium). Skelettet fungerer som støtte for muskler og sener samt beskytter vores indre organer mod skader.
Ribbenene beskytter fx hjertet og lungerne, og kraniet beskytter hjernen. Knoglevævet består af bindevæv (kollagen), hvorpå der er bundet calcium. Kollagen giver knoglerne elasticitet, mens calcium giver styrke. Begge dele er vigtige for knoglernes struktur.
Knoglevæv er aktivt og levende væv
Knoglevæv er aktivt og levende væv, hvilket betyder, at knoglevævet udskiftes gennem livet. Udskiftningen foregår ved, at det ældre knoglevæv nedbrydes, og nyt knoglevæv bliver dannet på det samme sted.
Hvert år udskiftes ca. 10% af knoglevævet hos voksne. Det tager derfor ca. 7 år for kroppen at udskifte alle knogleceller.
Fra vi bliver født til 20-30 års alderen tiltager knoglemassen og bliver større og stærkere. Herefter er der en periode på ca. 10 år med en kontinuerlig nedbrydning og opbygning hvor knoglemassen er nogenlunde stabil.
Fra omkring 40-års alderen og resten af livet sker der et jævnt tab af knoglevæv på ½-1% om året.
I knoglevævet findes knoglecellerne, de knoglenedbrydende celler (osteoclaster) og de knogledannende celler (osteoblaster). Et tæt samarbejde mellem disse to celletyper sikrer, at knoglevævet hele tiden kan fornyes og dermed bevarer smidighed og styrke.
Udskiftningen af knoglevæv har to formål:
- Sikre at knoglevævet holder sig stærkt, ved konstant at reparere små skader, som hele tiden opstår
- Sikre at resten af kroppen får adgang til calcium fra knoglevævet
Knoglernes opbygning og fysisk aktivitet
Flere faktorer har betydning for knoglernes opbygning og knogletab, men især alder og arvelige forhold spiller en rolle.
Du skal også være opmærksom, hvis du tager bestemte typer medicin (fx binyrebarkhormon), som kan påvirke optagelsen eller udskillelsen af kalk fra kroppen. Indtag af kalk, D- og K-vitamin spiller også en rolle samt fysisk aktivitet.
Fysisk aktivitet er en af de mest effektive måder at stimulere knoglernes opbygningen.
Nylig forskning har vist, at intensive gymnastikaktiviteter med hurtige og kraftfulde bevægelser samt stor retningsmæssig variation styrker skelettet allerede efter 5 måneder*. Dernæst gælder det om at få nok kalk – og D-vitamin, som støtter optagelsen og reguleringen af kalk i kroppen. Dette gælder også for K-vitamin, der bidrager til at vedligeholde normale knogler.
Begge ting bliver vigtigere, jo ældre man er.
D-vitamin bidrager til en normal optagelse/udnyttelse af calcium og fosfor. Kvinder skal være opmærksomme allerede, når man går i overgangsalderen, og for begge køn gælder det nat Sundhedsstyrelsen anbefaler et kalktilskud til alle personer over 70 år.
Derudover anbefaler Fødevarestyrelsen, at alle voksne og børn fra 4 år tager et tilskud af 5-10 µg D-vitamin i vinterhalvåret (oktober-april).